Byvandring i Aalborg – skal du med?

Kære medlemmer og aktivitetsmedlemmer.

Kridt de gode travesko , tage eventuelt en ledsager med og kom med på en spændende guidet byvandring rundt i “Det Glade Aalborg”, hvor vi kommer igennem det pæne og mindre pæne forlystelsesliv igennem tiderne.

Aalborg er under tiden blevet kaldt for Danmarks gladeste og mest festlige by. Det skyldes ikke bare Jomfru Ane Gade, hvor nutidens unge morer sig, for også i gamle dage var Aalborg en glad by – og der er mange historier at fortælle om forlystelsesbyen Aalborg og dens dansesteder, natklubber og brune værtshuse.
På byvandringen Det glade Aalborg får du blandt historierne om dengang, hvor John Lennon og Yoko Ono besøgte Jomfru Ane Gade og blev afvist på diskoteket Gaslight, og om Konditori Kristine, der i en menneskealder var kendt for at servere byens bedste kager i smarte og moderne omgivelser.
Men det glade Aalborg har også en mindre pæn bagside. For ud over baller, teatre og nogenlunde pæne værtshuse, så var der også en grim side med druk, prostitution og hasardspil i de mange ”sutter”, beværtninger og smugkroer, hvor ugelønnen eller daglønnen hurtigt kunne få ben at gå på. Byvandringen rummer derfor også fortællinger fra steder som Kridtpiben og Café Blodkoppen samt ulovlige spillebuler i Klokkestøbergade.
Undervejs kommer vi også forbi nogle af de steder, hvor prostitutionen florerede, og de letlevende damer holdt til. Aalborg blev blandt andet udråbt som ”det danske Sodoma” i flere danske aviser i begyndelsen af 1900-tallet, fordi byen havde danmarksrekorden i kønssygdomme.
Byvandringen fortæller historien om det glade Aalborg set fra begge sider – den pæne og den knap så pæne side.

Vi mødes torsdag den 22. juni kl. 10.50 foran Aalborg Historiske Museum på Budolfi Plads. Turen starter kl. 11, og varer 1,5 time.
Efterfølgende serverer vi kaffe og kage i lokalerne på Vesterbro 62A.
Pris er 75 kr. pr. person, også for ledsager.
Tilmelding senest den 10. juni til Palle på telefon 21 44 87 45 eller tilmelding@dbsaalborg.dk.
Betaling ved tilmelding til MobilePay 96 30 31 eller overførsel til reg 3409 konto 3201542979. Anfør ”Byvandring og dit navn” på din indbetaling.
Aftal ved tilmelding, hvis du ikke har mulighed for elektronisk betaling.
Vi glæder os til at se jer.
Mange hilsener, Aktivitetsudvalget.

Skrevet af Torben Gjering frederiksen

Webmaster for Dansk Blindesamfund Aalborg samt bestyrelsesmedlem Jeg bor i Aalborg, er gift og har 2 børn