Corona update uge 46 hvad nyt

Kære medlemmer.
Så er den gal igen, nu er der kommet nye restriktioner som bevirker at vi udover vores nuværende retningslinjer nu skal bruge mundbind eller visir på Vesterbro så længe du ikke sidder ned. Dette er foreløbigt ligesom forsamlingsforbuddet på maks. 10 personer gældende til 2 januar 2021.
Når du tager mundbindet af må du ikke lægge det på bord eler andre steder det skal lægges i en pose og i din lomme eller taske. Du skal så vidt muligt spritte hænderne af efter at have taget mundbind af.
Bruger du visir skal det ligeledes lægges i en pose. Brugte mundbind må kun smides i affaldsstativet i køkkenet ellers skal de tages med hjem og smides ud der.

Undervisning.
Den nuværende nedlukning af de 7 nordjyske kommuner, der gør at personer fra disse kommuner ikke må krydse kommunegrænsen
gør det umuligt at fortsætte en del hold på Vesterbro og andre steder, indtil videre gælder det til 3 december hvor myndighederne vil udmelde nyt.
Følgende hold kører videre uændret: Yoga, Vævning, Madlavning, litteraturholdet, sjov med hund og syning samt skind og læder.
Resterende hold er sat på pause indtil de nuværende begrænsninger ophæves.

Med hensyn til den kompenserende undervisning som BORN står for vil alle kursister som ikke skal møde til undervisning på grund af de nye restriktioner få personlig besked af Annette Winther i løbet af mandag 9 november. Bliver du ikke kontaktet køre din undervisning videre som planlagt.

Forsamlingshuset
Stadig gældende: aflyses resten af året indtil videre. Der vil tidligst være forsamlingshus igen i januar 2021

Klubberne.
Forsamlingsforbuddet på Maks 10 personer gælder til 2 januar så Følgende er fortsat gældende Kristineklubben aflyser sine møder resten af året, så den annoncerede generalforsamling og møde i november er aflyst.
Klubben i Års er midlertidigt flyttet til Kimbrer kroen, men da den er tvangslukket er klubbens aktiviteter sat på pause til efter ny udmelding den 3 december..
Klub Rebild aflyser sine aktiviteter resten af året, det samme gør mandelauget og Hygge- og Kulturgruppen har ingen aktiviteter i november og har endnu ikke besluttet hvad der skal ske i december. Klub EDB har heller ingen klub aften i november og har ligeledes endnu ikke besluttet hvad der skal ske med hensyn til december.
FDDB’s erfa møde aflyses i november. ASK showdownklubben fortsætter uændret med deres klubdage om torsdagen.
Aalborg Elektronskydning følger de udstukne retningslinjer hos Aalborg Firmaidræts skydeafdeling som stadig holder åbent. Dog anbefaler klubben ikke af man under de nuværende omstændigheder gør brug af muligheden for at skyde.

Ønsker klubberne at holde klubaften/dag på Vesterbro så gælder det at de maksimalt må være 10 personer den pågældende aften/dag, ønskes det kan der eventuelt afholdes opdelte klubaftener hvor en del af klubben deltager den ene dag og resten en anden dag. Det er den eneste løsning pt.

Julefrokost/medlemsmøde.
Der er annonceret i det nyligt udkomne medlemsblad at kredsens medlemsmøde i år skulle afholdes som julefrokost i Brovsthallen. Dette arrangement har vi på grund af de nye omstændigheder aflyst.

Blindes Jul
Der sælges fortsat blindes jul og trods den forsinkede start er salget i fuld gang. vi skal hilse fra vores distributør at der stadig mangler sælgere.

Online smagning
I disse tider er det blevet populært at samles hver for sig via diverse online mødeværktøjer og være fælles på afstand. Dansk Blindesamfund vil nu gerne inviterer dig og dine med til nogle spændende arrangementer via tjenesten Zoom.
Den 3 december kan du være med til Chokoladesmagning til en pris på kun 75 kr.
TILMELDING til Ulrik Gade Husted
Virtuel chokoladesmagning inkl. foredrag ved chokoladefirmaet Vanilla Chocolatier og Konditori fra Vejle. Du kan lære mere om chokoladens tilblivelse og variation direkte via din egen telefon, smartphone, tablet eller computer. Vanilla Chocolatier vil guide os igennem ni forskellige smagsprøver og fortælle om forvandlingen fra kakaobønne til fyldt chokolade. Forud for arrangementet får man tilsendt en æske med ni chokolader. Det er markeret på æsken, hvilken chokolade man skal starte med. For at deltage skal man tilmelde sig til Ulrik på tlf. 92 82 29 34 eller ugh@blind.dk senest d. 17. november. Det koster 75 kr. at deltage. Beløbet indbetales på Dansk Blindesamfunds konto i Danske Bank registreringsnr: 4180 kontonr: 0003002217 eller på MobilePay 253203 senest d. 17. nov. Det er vigtigt at skrive navn på indbetaleren og ”chokoladesmagning” i beskedfeltet.
Den 17 december kan du få nærmere kendskab til portvin når der er online smagning med i alt 6 portvine til en pris på kun 100 kr pr sæt.
TILMELDING til Gitte Micheelsen
Virtuel portvinssmagning inkl. foredrag ved Nordjysk Vinimport. Vær med til en smagfuld aften, hvor du får mulighed for at smage fem forskellige portvine samtidig med, at vinimportør Anders Hyttel fortæller om portvinens univers. Anders bor til daglig i Portugal for at være tæt på portvins-producenterne og tilegne sig viden om processen bag god portvin. Forud for arrangementet får man tilsendt en æske med 6 portvine. Det er markeret på æsken, hvilken portvin man skal starte med. For at deltage skal man tilmelde sig til Gitte på tlf. 92 82 29 31 eller gmi@blind.dk senest d. 8. december. Det koster 100 kr. at deltage. Beløbet indbetales på Dansk Blindesamfunds konto i Danske Bank registreringsnr: 4180 kontonr: 0003002217 eller på MobilePay 253203 senest d. 8. dec. Det er vigtigt at skrive navn på indbetaleren og ”portvinssmagning” i beskedfeltet. [Denne aktivitet er en del af Dansk Blindesamfunds Corona-indsats]
Der vil ligeledes være en række af oplæsninger af julehistorier Så følg med i medlemsbladt eller klik ind på Andre arrangementer på blind.dk for at se alle arrangementerne.

Telefontjeneste.
Husk du også kan benytte dig af den nye telefontjeneste hos Dansk Blindesamfund for at få informationer.
Dansk Blindesamfund har oprettet en telefonservice, hvor man kan få information om aktiviteter, nye retningslinjer i forbindelse med fx Corona-krisen eller andre relevante oplysninger.
Du kan ringe til tlf.nr. 70 20 85 85 og blive opdateret. Vi regner med at lægge nyt indhold på telefonsvareren ca. en gang om ugen, så følg endelig med.

Tog og Busser
Følgende er klippet fra Nordjyllandstrafikselskabs Facebook side.
Fra den 9. november til og med 3. december træder en række ændringer i kraft for den kollektive trafik i Nordjylland.
▪️Alle busser kører, som de plejer. Dog med den begrænsning, at rejsende ikke må krydse grænserne til Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Vesthimmerlands Kommune medmindre de har mødepligt og skal til/fra skole, ungdomsuddannelse eller voksenuddannelse.
▪️Togene kører ikke mellem Frederikshavn og Aalborg. Togene mellem Ydby – Thisted erstattes af busser. Der kører fortsat tog på strækningerne Hirtshals – Hjørring, Skagen – Frederikshavn og Skørping – Aalborg.
▪️Flextur og Flexhandicap kan kun benyttes inden for kommunegrænserne i Læsø, Frederikshavn, Hjørring, Brønderslev, Jammerbugt, Thisted og Vesthimmerlands Kommune medmindre, der er helbredsmæssige begrundelser for transporten, eller som nødløsning for rejsende med en kritisk jobfunktion, der ikke har andre transportmuligheder. Der kan kun bestilles kørsel pr. telefon.
▪️Plustur lukkes i alle kommuner i Nordjylland
▪️Refusion
I forbindelse med restriktionerne refunderes betalingen af Ungdomskort fra mandag 9. nov. og til og med 3. dec. Refusionen gives til kunder bosat i en af de 7 ramte kommuner.
Forlænges restriktionerne, refunderes denne periode også. Refusionen sker per automatik til kortholders NemKonto, når restriktionerne ophæves.
Udbetaling af refusion påbegyndes efter 03.12.20. Pga. opgavens omfang må det forventes, at udbetalingerne vil ske over en længere periode.
Vi refunderer Pendlerkort gebyrfrit frem til 31/12. Refusion af Ungdomskort gælder elever bosat i de syv berørte kommuner.
❗️Læs mere på Nye retningslinjer

bestyrelsen håber at der kun bliver tale om at de nuværende skrappe retningslinjer bliver af kortere varighed og vi igen kan få fuld gang i vores undervisning og klubaktiviteter. Vi følger naturligvis nøje med i udviklingen og melder ud så snart der er nyt. Skulle i have spørgsmål eller andet er i altid velkommen til at kontakte Formanden og/eller jeres konsulent.
Vi vil endnu en gang opfordre jer alle til at tilmelde jer vores nyhedsmail da det er ret umuligt at bruge medlemsbladet som eneste kilde til information. Tilmeld jer via formular på forsiden af vores hjemmeside www.dbsaalborg.dk eller send mail til admin@dbsaalborg.dk.
I må også meget gerne bringe disse informationer videre til medlemmer som i ved ikke har muligheden for at læse dette nyhedsbrev eller se vores opslag på de sociale medier.

De bedste coronahilsner
Bestyrelsen